Alle vores boliger hører til i en afdeling - og afdelingen har stor betydning for din hverdag.
Det er f.eks. afdelingen, der bestemmer, om I selv vil slå græs på fællesarealerne, eller om I vil have en gartner til at gøre det. Vil I selv stå for opgaven, skal I selv i arbejdstøjet og finde græsslåmaskinen frem - vil I gerne have andre til at gøre arbejdet for jer, bliver det betalt over huslejen.
Det er også afdelingen, der bestemmer, om I må have husdyr - og hvor mange. Afdelingen kan fastsætte ordensregler for, hvor besøgende må parkere, og om der må stå barnevogne i opgangen.
Alle beslutninger bliver truffet på det årlige afdelingsmøde, hvor du som beboer også kan komme med forslag til aktiviteter eller nye regler.
På afdelingsmødet præsenterer afdelingsbestyrelsen budgettet for næste år. Budgettet tager højde for kommende vedligeholdelsesopgaver - hvis I f.eks. skal have nye vinduer eller nye fliser - og hvis der har været særlige ønsker til andre tiltag, der har betydning for afdelingens økonomi.
Hvordan din afdeling planlægger sit budget, har stor betydning for den husleje, du betaler. Derfor er det en rigtig god idé at deltage - både fordi du på den måde kan få indflydelse på beslutningerne og det endelige budget, og fordi du kan få forklaret evt. huslejestigninger.