Tilbage til hovedmenu Tilbage til footer

Sønderborgs "nye" kollegium

Velkommen til Ediths Hus

Det tidligere Sygeplejekollegie blev opført i 1937 som en del af det historiske bygningskompleks omkring Sønderborg Sygehus.

I samarbejde med Arkitekterne Blaavand & Hansson har Boligforeningen B42 udviklet et samlet renoveringsplan, hvor den eksisterende bygning bliver omdannet til i alt 57 attraktive studieboliger, der med bl.a. fællesområder i stueetagen som kollegiets naturlige kerne vil kunne tilbyde helt andre moderne rammer for de kommende beboeres studieliv.

Totalentreprisen udføres af Ommen A/S.

Genopbygningsfasen er planlagt fra februar 2027 til juni 2028, og de 57 studieboliger forventes at kunne tages i brug inden studiestart 2028.

Ediths Hus

Navnet "Ediths Hus" er en hyldest til tidligere forstanderinde Edith Rønn, som i midten af 1950’erne startede som instruktionssygeplejerske på sygehuset i Sønderborg. En gennemgribende reform af sygeplejerskeuddannelsen førte i 1958 til oprettelse af Den Sønderjyske Sygeplejeskole i Sønderborg, og Edith Rønn blev leder af den nyoprettede uddannelse.

Sygeplejeskolen blev – sammen med Sergentskolen – gennem årerne en vigtig del af Sønderborgs kulturelle identitet, ikke mindst i forhold til forståelsen af og kendskabet til Sønderborg som uddannelses by. Derfor var det også et betydeligt chok for mange, da sygeplejerskeuddannelsen i 2017 blev flyttet til Aabenraa.

Siden tabet af sygeplejerskeuddannelsen har Sønderborg langsomt – men sikkert – igen fundet sine ben som hjem for stadig flere, attraktive uddannelser. Med navnet Ediths Hus vil vi gerne byde velkommen til de mange nye studerende i moderne rammer – og samtidigt sende en kærlig tanke og tak til de ildsjæle og pionere, der skabte fundamentet for Sønderborgs stolte historie som uddannelses by.

Alt sammen i de selvsamme bygninger som gennem mere end et halvt århundrede rummede de mange sygeplejerskestuderende, der fik deres uddannelse og startede deres liv på Sydvang 4.

1937

Bygningen Sydvang 4 blev opført i 1937 som en del af det samlede sygehuskompleks i forbindelse med det tidligere Marinelazarett Sønderborg.

Marinelazarett Sønderborg blev opført i 1907-11, i forbindelse med MarineArtilleriskolen, den nuværende Sønderborg Kaserne.

De oprindelige bygninger er kendetegnet ved deres enkelhed og ensartede facade, delvist inspireret af den klassiske nyklassicistiske stil og karakteriseret ved at være opført i røde mursten med røde tegltagsten. 

Foto: Lokalhistorisk Arkiv, Sønderborg

1953

Bygningen fungerede i mange år som elevbolig for de sygeplejeelever, der var tilknyttet Statshospitalet Sønderborg. Eleverne havde pligt til at bo på sygehusets område gennem hele deres uddannelse. Og selvom forholdene var små og spartanske, voksede venskaberne frem på gangene.

"Derefter blev vi vist over i elevboligen, hvor der ventede os nogle spartansk indrettede værelser (...) Alle boede to og to sammen gennem hele uddannelsen (...) Elevboligen var på tre etager og var ikke udstyret med nogen form for luksus. Værelset, et lille fælles tekøkken og fælles badeværelse på hver etage samt et rum, der var udstyret med gamle, ukurante klædeskabe, blev vores bolig det følgende år (...) Når vi havde fri efter dagens arbejde, var der altid nogle elevkammerater hjemme, så man kunne få en snak om dagens hændelser. Man var aldrig alene, medmindre man ønskede det (...)

For mange af os var det indledninger til livslange venskaber."

 

Kilde: ”Erindring om en sygeplejeelevs verden, som den så ud i 1950’erne” af Sussi Hansen, bragt i Grænseløs Sygepleje, udgivet i anledning af Dansk Sygeplejeråds 100-års jubilæum, den 27. oktober 1999

Foto: Lokalhistorisk Arkiv, Sønderborg

 

 

1958

Den Sønderjyske Sygeplejeskole blev etableret i tilknytning til Sønderborg Statshospital i 1958. Uddannelsen fik til huse i den tidligere tyske admiralsbolig på Engelshøjgade. 

Skolens første forstanderinde, Edith Rønn, tilrettelagde uddannelsen og udarbejdede uddannelsesplaner. Det var et pionerarbejde, hvor alle elever fra de syv sønderjyske sygehuse blev samlet på én skole med praktikperioder på de enkelte sygehuse.

Edith Rønn begyndte sit mangeårige virke i Sønderjylland i midten af 1950’erne som instruktionssygeplejerske i Sønderborg. På Den Sønderjyske Sygeplejeskole varetog Edith Rønn i mange år den teoretiske undervisning i samarbejde med få ansatte sygeplejelærerinder og en række eksterne undervisere, bl.a. lægerne.

"Edith Rønn var en stærk kvinde, og de mange sygeplejersker, der er udgået fra Den Sønderjyske Sygeplejeskole, vil huske deres forstanderinde for en god grunduddannelse med krav og med glimt af fest og humor."

Kilde. Mindeord for Edith Rønn ved Dagmar Bork, tidl. lærer ved Dagmar Bork, tidl. lærer ved Den Sønderjyske Sygeplejeskole bragt i Sygeplejersken 2006

Foto: Dronning Ingrid og Edith Rønn, Lokalhistorisk Arkiv, Sønderborg

 

1961

Det første hold studerende fra den Sønderjyske Sygeplejeskole fik deres eksamen i 1961.

Uddannelse var overvejende af praktisk art, hvor oplæringen foregik ved patienten og under vejledning af en erfaren sygeplejerske. Eksamenen i afdelingen og en helhedsbedømmelse – med fokus på orden og opførsel – dannede grundlaget for karakteren, der blev givet for den praktiske uddannelse gennem de tre elevår.

"I dag lever mange sygeplejestuderende i faste parforhold, enkelte er gift, ligesom nogle har børn eller får børn under uddannelsen. Det var vilkår, som var utænkelige dengang, og vores måde at leve på var vel en af årsagerne til, at vi blev nært knyttede til hinanden."

 

Kilde: ”Erindring om en sygeplejeelevs verden, som den så ud i 1950’erne” af Sussi Hansen, bragt i Grænseløs Sygepleje, udgivet i anledning af Dansk Sygeplejeråds 100-års jubilæum, den 27. oktober 1999

Foto: Edith Rønn og nyuddannede sygeplejersker, Lokalhistorisk Arkiv, Sønderborg

2021

Sygeplejeskolen blev gennem årerne en vigtig del af Sønderborgs kulturelle identitet, ikke mindst i forhold til forståelsen af - og kendskabet til - Sønderborg som uddannelsesby. Derfor var det også et betydeligt chok, der langt overgik det reelle tab af arbejds- og studiepladser, da sygeplejerskeuddannelsen i 2017 blev flyttet til Aabenraa.

Siden 2021 har Sydvang 4 stået tom - men nu kommer der atter liv i den gamle bygning. Den historiske bygning bliver bevaret, men de førhen små værelser med fælles baderum bliver omdannet til moderne studieboliger, der vil kunne imødekomme alle krav fra nutidens studerende .

Studiestart 2028

I samarbejde med Arkitekterne Blaavand & Hansson har Boligforeningen B42 udviklet et samlet renoveringsplan, hvor den eksisterende bygning bliver omdannet til i alt 57 attraktive studieboliger, der med bl.a. fællesområder i stueetagen som kollegiets naturlige kerne vil kunne tilbyde helt andre moderne rammer for de kommende beboeres studieliv.

Når trapper, døre, køkkener, baderum mv. er fjernet, kan den egentlige genopbygning starte. Genopbygningsfasen er planlagt fra februar 2027 til juni 2028, og de 57 studieboliger forventes at kunne tages i brug inden studiestart 2028.

Når vi om et øjeblik svinger forhammeren for første gang, starter vi totalrenoveringen af et kollegie, der gennem en menneskealder var rammerne for de sygeplejerskestuderendes liv og faglige udvikling.

Dét har haft stor betydning for de valg, vi har truffet.

Når vi i dag starter totalrenoveringen, gør vi det således med respekt for både fremtid og fortid. Det er ingen hemmelighed, at fremtidens krav til de fysiske rammer har ændret sig væsentligt siden, det oprindelige kollegie slog dørene op. Derfor vil det nye kollegie også blive indrettet med helt andre ”moderne fornødenheder” - som f.eks. større værelser, eget køkken og eget bad. Og så skal vi måske også lige tilføje, at der ikke vil være regler for, om kommende beboere må have ”herrebesøg” på værelserne ...

Men sådan har det ikke altid været. Da kollegiet slog dørene på i 1937, var alle de unge sygeplejestuderende ugifte kvinder, som under deres uddannelse også boede på de lokale sygehuse. Sådan var det frem til 1958, hvor Den Sønderjyske Sygeplejeskole - under ledelse af forstanderinde Edith Rønn - blev etableret i Sønderborg. På Den Sønderjyske Sygeplejeskole blev alle elever fra de syv sønderjyske sygehuse samlet i Sønderborg – og sammen med eleverne fra Sergentskolen fik Sygeplejeskolen stor betydning for ikke bare kendskabet til Sønderborg som uddannelses by – men også i høj grad for Sønderborgs kulturelle identitet. Derfor var det også et betydeligt chok, der langt overgik det reelle tab af arbejds- og studiepladser, da sygeplejerskeuddannelsen i 2017 blev flyttet til Aabenraa.

Siden tabet af sygeplejerskeuddannelsen har Sønderborg langsomt – men sikkert – igen fundet sine ben som hjem for stadig flere, attraktive uddannelser. Og dermed er der igen brug for kollegieværelserne på det gamle sygeplejekollegium. Gennem hele planlægningen har det været afgørende for os at genskabe den følelse af HJEM, som mange af de tidligere beboere har givet udtrykt for, var til stede her. Derfor har vi lagt vægt på at skabe fællesområder og fællesfaciliteter, der netop kan skabe rammerne for et fællesSKAB og et fælles LIV for de studerende.

Kun på den måde kan vi videreføre arven, sende tak og ære til Edith Rønn og de mange andre ildsjæle, som med deres dedikation og store pionerarbejde skabte fundamentet for Sønderborgs stolte tradition for et levende og mangfoldigt studiemiljø.