Tilbage til hovedmenu Tilbage til footer

Medbestemmelse

I afd. 3 sætter Byggeudvalget rammerne for renoveringen

Flere af B42’s boliger trænger til gennemgribende renovering, og tre af de ældste afdelinger har derfor nedsat særlige byggeudvalg. Byggeudvalgene er med til på vegne af afdelingen at fastsætte principperne for renoveringer og vedligeholdelsen af afdelingens boliger. Gennem arbejdet er de på den måde med til at sætte rammerne for, hvad der skal laves, hvornår det bør ske og hvorfor.

- Det afgørende er, at det jo netop er beboerne, der kender boligerne bedst. De ved præcist, om det trækker fra vinduet, eller om køkkenet kunne have været indrettet anderledes. På den måde er de vigtige sparringspartnere for os i administrationen, og samtidigt får de indsigt i og forståelse for hele processen og konsekvenserne for afdelingens økonomi, forklarer teknisk chef ved B42, Jens Christian Jessen.

 

Et byggeudvalg med mange kompetencer
I afdeling 3 er byggeudvalget sammensat af beboere med forskellig baggrund, så de hver især kan byde ind med relevant viden. Og det er vigtigt, forklarer afdelingsbestyrelsesformand, Peter Hveisel Hansen:

- I afdeling 3 har vi været heldige at kunne sammensætte byggeudvalget med beboere med forskellige kompetencer. En ved noget om økonomi, en anden er håndværker, og en tredje har arbejdet med større projekter. Det betyder, at vi på hver sin måde kan bidrage i diskussionerne.

 

Når huslejen stiger …
Et meget vigtigt holdepunkt for afdeling 3’s byggeudvalg er, at renovering og istandsættelse af boligerne ikke bliver så dyre, at nye lejere vælger dem fra. For når regningen for nye køkkener, badeværelse og ny belægning i haven skal betales, er det enten den nye lejer eller afdelingens budget, der holder for.

- Nogle af forbedringerne bliver betalt over den individuelle husleje i lejemålet. Her er vi meget påpasselige med, at boligens samlede husleje ikke bliver så høj, at de nye lejere hurtigt flytter igen, eller at vi i værste fald slet ikke kan udleje boligen. Andre forbedringer skal betales af afdelingen, og derfor er det afgørende, at renoveringerne sker i et tempo, hvor afdelingen og afdelingens økonomi kan følge med, fortæller Peter Hveisel Hansen

Når byggeudvalget sammen med B42’s tekniske afdeling gennemgår de tomme boliger, er det derfor altid med fokus på, hvad der skal renoveres, og hvad der måske kan nøjes med en mindre istandsættelse.

- Prismæssigt er der meget stor forskel på f.eks. at lægge et helt nyt gulv eller bare at slibe det eksisterende. Det kan også være et spørgsmål om, hvilken belægning der skal være i forhaven. Her er byggeudvalget med til at sætte stregerne og træffe beslutningerne, ikke kun i de konkrete tilfælde, men også i forhold til de mere principielle og overordnede retningslinjer for, hvordan afdelingens boliger skal istandsættes fremover, fortæller Jens Christian Jessen.

 

Når principperne er på plads
Efterhånden som byggeudvalget har gennemgået flere boliger, bliver flere og flere principielle beslutninger vedtaget. I afdeling 3 er det aftalt, at haverne som udgangspunkt skal have græsplæner, at væggene i kælderen bliver spartlet, men ikke malet, og at badekarret på 1.sal bliver erstattet med en bruser. På den måde bliver arbejdet for byggeudvalget mindre og mindre.

- Med tiden vil så mange af de grundlæggende principper for, hvordan afdelingen vil istandsætte, være på plads, at vi ikke længere behøver mødes, hver gang en bolig bliver ledig. Men hvis vi er i tvivl, går vi lige en runde i boligen, så vi er sikre på, at de beslutninger, der bliver truffet, er i overensstemmelse med det, afdelingen ønsker, fortæller Jens Christian Jessen.

Peter Hveisel Hansen kan godt mærke, at arbejdet i byggeudvalget har ændret karakter.  

- I starten var der rigtig mange beslutninger, der skulle træffes, og vi arbejdede med helt grundlæggende principper og modeller for det, der skulle ske, både internt i udvalget og i husene. I dag gør vores erfaringer, at arbejdet mere og mere handler om optimering og finjustering, afslutter Peter Hveisel Hansen

 

Afdelingsmødet fastsætter økonomien

De økonomiske rammer for renovering og istandsættelsen i afdelingerne er fastsat af afdelingens budget, der hvert år bliver vedtaget på afdelingsmødet.