ALT ANDET end "Bare en lortelærling"!

I medierne finder man mange historier om lærlinge, der mistrives – men sådan er det ikke i B42. Her er Cecilie i lære som maler, og hun føler sig først og fremmest som en del af et stærkt fagligt fællesskab, hvor ikke mindst læremesteren Peter tager ansvaret for hendes uddannelse.

Cecilie har i mange år vidst, at hun gerne ville være maler, og i januar 2025 var timingen endelig rigtig, og hun startede på maleruddannelsen i Aabenraa. Da det blev juni, var det tid til den første praktik – men noget føltes forkert.

- Jeg kunne hurtigt mærke, at det ikke var det rigtige. Jeg var meget overladt til mig selv, og det var jo ikke derfor, jeg var der – jeg ville lære noget, fortæller Cecilie, som via sit netværk fik forbindelse til Kim Bøwadt, der er formand for malerne i B42.

- Kim tilbød, at jeg kunne komme på prøve. Og så fik jeg lærepladsen, fortæller hun.

Ingen spildte guldkorn
At det lige blev en læreplads i en almen boligforening, betød i begyndelsen ikke meget for Cecilie.

- Jeg havde ikke gjort mig mange tanker om at arbejde i en almen boligforening. Faktisk vidste jeg ikke rigtigt, hvad det var for noget, siger Cecilie og fortsætter: - Det vigtigste for mig var at få et godt sted at være. Og det har jeg fået.

Et af de centrale elementer i Cecilies hverdag er samarbejdet med malersvenden Peter, som hun arbejder sammen med, når hun ikke er på skolen. Og spørger man hende, om Peter er en god læremester, kommer svaret prompte: Ja.

- Peter er først og fremmest bare rigtig dygtig, uddyber Cecilie og fortsætter: - Han er nem at være sammen med og virkelig god til at lære fra sig, så jeg efterhånden kan rigtig meget selv. Jeg har hørt fra nogle af de andre på skolen, at de ikke rigtigt får lov til at lave noget på egen hånd, men sådan er det slet ikke her. Og så har Peter masser af små tricks, som han meget gerne deler ud af.

Peter har været i B42 i 3 år, og han sætter stor pris på Cecilies engagement:

- Cecilie er sådan en, der gerne vil lære noget, og det er jo fantastisk. Der er ikke noget mere irriterende, end hvis man går og spilder sine guldkorn på en, der alligevel ikke hører efter. Det sker ikke med Cecilie.

Et tæt makkerskab – og masser af humor
Noget af det, Peter husker fra sin egen læretid, er, hvor vigtigt det er ikke bare at give lærlingen de kedelige – eller de nemme – opgaver:

- Hvis du som lærling bare bliver sat til at feje, så lærer du ikke noget. På den anden side er det at feje også en del af vores job, så det skal du også kunne, fortæller Peter, der tager sit ansvar som rollemodel for Cecilie meget alvorligt: - Siger man ikke noget i retning af: ”Hvis barejeren ikke tømmer askebægeret, så gør hans medarbejdere det heller ikke”? Derfor løser vi opgaverne sammen, uanset hvor sjove, svære, hårde eller kedelige de måtte være.

Som et eksempel nævner Cecilie, at det åbenbart ikke er alle lærlinge, der lærer at rense deres pensler:

- Der var en på skolen, der havde noget, der slet ikke lignede en pensel længere. Så den var død og skulle bare kasseres. Men jeg spurgte, om jeg måtte prøve at få liv i den igen, og efter en gang rensning var den jo så god som ny. Det er fedt at have lært den slags ”magi”, for pensler er dyre, og hvis man passer godt på dem, kan de holde længe.

Cecilie og Peter tilbringer mange timer sammen, humoren fylder meget i hverdagen, og man mærker med det samme det tætte makkerskab.

- Nogle gange kan vi godt opføre os som et gammelt ægtepar, griner Cecilie, og Peter fortsætter:

- Vi går jo tit og driller hinanden. Der var en dag, hvor jeg talte bornholmsk til Cecilie i to timer. Der var jeg lige ved at drive hende til vanvid. Men der skal være plads til at lave sjov.

Hvor er de gode historier?
På trods af drillerierne er der dyb respekt, og når Cecilie er tilbage på skolen, er det ikke mindst hverdagen og samarbejdet med Peter, hun savner:

- Jeg kan godt lide at være på skole. For det første skal jeg jo være der, så jeg kan lige så godt se positivt på det. Og så kan jeg godt lide at lære noget, få tid til at fordybe mig og så få ros bagefter. Men til sidst savner jeg jo Peter, og så er det godt at komme tilbage på arbejde. 

Cecilie har hørt skrækhistorierne om lærlinge, der bliver behandlet dårligt. Men hendes egen hverdag står i skarp kontrast til mediernes negative dækning, og det ærgrer Cecilie:

- Du hører kun om de tilfælde, hvor det går rigtig dårligt. Ingen fortæller om alle de mange steder, hvor det går godt, og hvor lærlingene ligesom jeg bliver behandlet med respekt, får ansvar og lærer en masse. Det er ærgerligt, synes jeg.

”Bare” lærling i en boligforening?
At være lærling i B42 betyder, at Cecilie og Peter i perioder arbejder sammen med de andre håndværkere fra B42’s Håndværkerafdeling – ikke mindst ved de større renoveringsopgaver.

- Ved de store renoveringsopgaver får vi lov til at gøre noget helt fra bunden, og det hele ender med at være rigtig flot. Det er klart den bedste fornemmelse for mig, siger Peter og fortsætter: - Fordelen i B42 er, at vi arbejder tæt sammen med de andre faggrupper. Så det er ikke som andre steder, hvor alle har deres egen agenda og bare vil være hurtigt færdige. Det er en helt anden måde at arbejde på, hvor du hele tiden koordinerer med mureren, elektrikeren eller VVS-manden. Det er genialt, og for Cecilie betyder renoveringerne, at hun får hele pakken og prøver kræfter med mange forskellige opgaver.

Cecilie er enig, og hun fortryder absolut ikke, at hun fik læreplads i en almen boligforening:

- Jeg kører hver dag 40-50 minutter for at komme på arbejde, men det gør ikke noget, for jeg er så glad for at være her, siger Cecilie, der for nylig afsluttede Hovedforløb 1 som en af de absolut bedste i sin klasse. Til stor glæde for Peter:

- Cecilie har jo gjort det rigtig, rigtig godt. Der er nogle, der siger, at man ikke lærer noget som lærling i en boligforening, så når Cecilie får nogle af de højeste karakterer på skolen, så fryder det mig naturligvis, afslutter Peter.